Jeg har været hvor du er
og jeg ved der er en anden vej.

Efter 5 års HÅRD og OPSLIDENDE kamp for at blive gravid, smed min mand og jeg håndklædet i ringen, og besluttede at søge om adoption. Det blev en langvarig, men god proces. Det var en ubeskrivelig lettelse at opgive kampen med kroppen, og i stedet hvile i, at ”nu bliver jeg mor”. Vi fik Lise efter 2½ år, og hun var den skønneste, dejligste lille pige på kun 8 måneder. Det var en fantastisk følelse pludselig at være mor, og have et lille barn at kaste sin kærlighed på. Og Lise kunne tage imod den.

Det gik forrygende med alt i forhold til Lise, og vi tænkte: ”Vi kan det der med at være forældre” og set i lyset af ventetiden, besluttede vi derfor allerede efter ½ år at søge om barn nr. 2.

Og SÅ kom Jakob… Men se, – Jakob havde ikke det store behov for at komme til Danmark, og bo hos en fremmed, hvid familie. Han havde helt andre planer for sig selv, så han skreg fra morgen til aften fra det øjeblik vi fik ham overdraget. Han var bange og utryg, træt fordi alt han kendte var væk. Han var i dyb sorg og turde ikke tage imod vores kærlighed og omsorg. Han var 14 måneder, så han kunne allerede forstå Amharic, som de taler i Etiopien, men forstod jo ikke et ord vi sagde. Min mand ville han ikke vide af, og det blev hurtigt gensidigt.

Her er et lille kig ind i vores udfordringer da vi hentede Jakob.

Jakob besluttede sig efter 2-3 dage for at den, han mest turde satse på, var mig, så han indtog pladsen på mine hofter. Her ville han sidde. Så jeg gik rundt med et 1½ år gammelt barn på hofterne mens jeg lavede mad, gjorde rent, redte seng, plukkede æbler, malede vægge, gik tur med hunden, etc. Så snart jeg satte ham fra mig skreg han i vilden sky. Selvfølgelig var der også stunder hvor han var optaget af noget andet, hvor han var sød og sjov, men jeg husker det som en meget barsk og hård tid. Jeg var træt. Fysisk træt, træt af Jakob og træt af mig selv. Jeg kunne ikke elske Jakob ubetinget - kun når han var sød og sjov, og det mærkede han.

Jakobs tilknytning til mig var ikke sund, og vi var ingenlunde forberedte på, eller klar til at det kunne være sådan. Mit billede af at blive en familie med to børn inkluderede ikke alle de bekymringer og frustrationer, som prægede hverdagen. Ej heller inkluderede det at min søn og min mand ikke magtede at beskæftige sig med hinanden overhovedet, hvilket jo også betød at jeg mistede en del af kontakten til min lille datter. Jeg havde bare ikke set det komme, og vi var som par slet ikke parat til at håndtere det.

Heldigvis havde vi sans nok til at søge om hjælp, og der fulgte en tid i familieterapi og med personlig udvikling, som gjorde at jeg blev i stand til at rumme Jakob. Jeg blev i stand til at stå som en støtte, selvom han skreg og ville have sin vilje. Og det mærkede Jakob, så han overgav sig til vores beskyttelse og kærlighed og fik en sund tilknytning til både min mand og mig, og det har han stadig i dag.

Jeg fik overskud og glæde i mit liv igen, og jeg kender i dag mit ja og mit nej, og jeg hviler i mig selv og er en god og nærværende mor med fingeren på pulsen i forhold til mine børn. Selvfølgelig bliver jeg også bekymret for hvordan det skal gå dem, men jeg forstår at skelne mellem hvad der blot er tankespind, og hvad jeg reelt skal tage fat om, at hjælpe dem med. I skrivende stund er de begge raske, glade og sunde, voksne mennesker.